Igen i år dyster Taastrup og Roskilde i forskellige discipliner inden for hus og have. De store tilløbsstykker er som regel plæneklipning og træbeskæring, fordi begge konkurrencer foregår på tid. Træbeskæringskonkurrencen går i al sin enkelthed ud på, at der skal klippes 100 stykker af en ”gren”. Med tiden er grenen dog blevet erstattet af rundstokke for at sikre lige vilkår for deltagerne.

Roskilde vil vinde træbeskæring i år

Roskilde stiller i år med en ny beskærer, som man har store forventninger til. Efter at have lidt nederlag i træbeskæring til Taastrup de seneste 3 år i træk, har Roskilde hentet forstærkning fra Jylland i form at en pensioneret gartner. Mange mener, at han med stor sikkerhed vil kunne vinde, og undertegnede er også temmelig imponeret, efter at have set ham i aktion. Dog har jeg aldrig overværet konkurrencen, så jeg kender reelt ikke niveauet.

Taastrup vil beholde pokalen i træbeskæring

På den anden side er Taastrup ikke indstillet på at give op. ”Vi beholder pokalen de næste mange år”, mener holdets talsmand, som samtidig er Taastrups fortsatte bud på den dygtigste beskærer. Taastrup-holdet har dog allerede på forhånd forlangt, at Roskilde bliver diskvalificeret for at hente forstærkning ude fra. Her mener man, at det ikke er passende at efterligne professionelle sportshold, når det blot handler om en venskabelig dyst i træbeskæring mellem de to byer. Indtil videre har det dog ikke været muligt at få en kommentar fra arrangørerne, og det vides derfor endnu ikke, om de godkender Roskildes lidt utraditionelle tiltag.